Menu

Til forældre

Sanderum Boldklubs ungdomsspillere (til og med 18 år) 
Arbejdet i klubben bliver drevet af frivillige kræfter, og klubben forventer, at I som forældre forstår, at I er en stor del af børnene og de unges tid i klubben. 
Ud over fodbolden, hvor vilje og lyst skal drive spillerenes lyst, ønsker vi sammen med forældrene at bakke op om, at klubben er et godt sted at være, og hvor vi også tænker det sociale fællesskab ind i hverdagen. 
Vi vil have plads til alle og går meget op i, at spillerne forstår at være en del af et hold/en gruppe. 

Lyst og vilje til at spille fodbold 
For spillerne på de små hold i klubben er den blå tråd, at de selv har lysten og viljen til at spille fodbold. 
Det er dét, vi trænere sætter højest – for det er dét, som gør, at børnene er glade for at komme til træning. 

Første træning 
Forældre, drenge og piger er altid velkomne på holdet. 
Som forældre vil I opleve, at holdet består af drenge og piger. 
Nogle har aldrig prøvet at spille fodbold og nogen er øvede, selv om de ikke er særlig gamle. 
Men I skal huske på, at der altid er plads til jeres børn på holdet. 

Påklædning 
Børnene behøver ikke noget flot fodbold tøj for at være med. 
Dog er benskinner obligatorisk til både træning og kamp – og man kan ikke være med uden. 
Fodboldstøvler er ikke et krav, men næsten uundværlige på udendørsbanerne. 

Vand 
Det bedste for børnene at have med til træning er vand. 
Det slukker tørsten bedst – og vi holder mange drikkepauser. 
Slik, frugt, kiks m.m. er ikke sagen under træning. 
Frugt eller andet småt er dog en rigtig god ide efter træning. 

De 4 bud til forældre 
- Er I startet, mød op med børnene til træning og kamp – de ønsker det 
- Vær positiv og opmuntrende i både med- og modgang for barnet 
- Kritiser ikke højlydt eller over for barnet dommerens afgørelser 
- Fokuser på det sjove og fællesskabet, frem for resultater af kampe

Citat fra en træner i klubben: 
"Børnene skal ikke fokusere så meget på, om de taber en kamp og hvorfor. 
Vinder vi en kamp, så er det fordi, de har spillet rigtig godt, 
Taber vi en kamp, så er det helt og holdent min skyld som træner – ikke holdkammeraternes eller dommerens."

Luk