Menu

SB Generalforsamling den 9.4.2024. Formandens beretning.

image
Kristian Dybmose
10. april 2024 kl. 04:27

Formandens beretning 

Kære medlemmer af Sanderum Boldklub, velkommen til årets generalforsamling.

2023 har budt på en masse nye udfordringer. Selvom jeg postulerede til sidste generalforsamling at vi havde fået styr på rollefordelingen, har vi igen lavet om. Heldigvis er vi blevet bedre, og vi har fundet nogle kapable mennesker der vil hjælpe med driftsopgaverne. Vi skulle finde en ny medarbejder til kantinen, og da den vi fandt, viste sig ikke at være det rigtige match skulle vi ud og lede igen. Der er generelt brugt mange timer på kantinen, og som alle nok har set så er vi stadig igang. Vi blev tvunget til at tage stilling til om vi ville have et lukket 1. hold, hvor beslutningen betød vi måtte vinke farvel til et helt hold. Vores samarbejde med BBB skulle op på benene igen, efter et frispark. Osv.

Sidste gang sagde jeg at der ikke er nogen vej udenom udfordringer, det er noget man skal igennem. Det synes jeg, at vi gang på gang har vist at vi kan, så længe vi arbejder sammen. Tak til alle jer der har gjort og gør en forskel når tingene spidser til.

1. senior sikrede sig plads i oprykningsspillet til serie 1. Det tror jeg de færreste havde troet var muligt for et år siden. Det er en utrolig flot præstation af jer alle på og omkring holdet. Kæmpe skulderklap til jer, og jeg synes det er fedt, at I vil mere og mere. Det er ærgerrighed som den i viser der får jer frem i verden, og det skal i nok komme! Det er jeg sikker på. Jeg er glad for at se, at I alle tager del i klublivet, og hygger jer i med- og modgang. Bliv ved med at stå- og kæmpe sammen, så kan ingen stoppe jer. Tak for jer, og tak for et godt år til jer og trænerteamet. Jeg ønsker jer en fantastisk sæson og jeg kommer og hepper på jer hver gang jeg får chancen. Vi skal nok arrangere stadionpølser og fadøl til supporterne på lægterne hvis I serverer lækkerier på banen.

Vores børn og ungdom blomstrer, og I er et kæmpe fokuspunkt for bestyrelsen. Vi arbejder på at gøre det endnu federe, at være spiller i Sanderum Boldklub, og det glæder mig at se jer sprudle rundt på banerne og i kantinen sammen. I er fremtiden, og den skal og vil vi værne om. Hver årgang ser i min optik harmoniske og sammentømrede ud, og selvom der naturligvis altid vil være op- og nedture, så klarer i den helt sikkert sammen. Her skal der lyde en kæmpe tak til alle de frivillige som bruger så mange timer på at sørge for at spillerne kan gøre det der er her for, nemlig at spille fodbold. Vi ved at der er utallige gøremål, som træner, holdleder og administrator, som I mestrer på ugentlig basis. Tak for jeres indsats, tak for 2023, og jeg ønsker jer et fantastisk 2024. Vi står bag jer alle, og I skal bruge os i bestyrelsen, alt det I kan og vil.

Vi fik i samarbejde med Mads fra Højmeskolen og DBUFyn, afholdt en SFO-cup og efterfølgende fynske pokalfinaler for U13. Det var en utrolig dag, hvor der var gang i den fra formiddag til aften. Tak til jer der deltog og en speciel tak til jer der var med til at arrangere. Uden jer ville dagen ikke blive til noget. Det var en stor succes, som vi vil gentage i år, dog måske forskudt, så der ikke er pokalfinaler sammen dag som SFO-cup.

Vi har fået et helt nyt hold i klubben. Velkommen til GongGong, som har holdt sammen siden 1998. Vi er glade for at I har valgt at komme til Sanderum Boldklub, og jeg glæder mig personligt til både at spille med jer og hygge i klubben efterfølgende. Jeg er sikker på at I alle bliver en værdiskabende enhed for klubben, og at klubben skaber værdi for jer.

Sidste år sagde jeg at jeg synes, at vi har formået at skabe noget mere liv og varme i klubben. Det synes jeg vi har fået bygget videre på. Vi har skiftet til at stå i kantinen i den overgangsperiode der har været uden medarbejde, men det har været en fornøjelse, og vi er glade for at vi igen har fået besat stillingen som ”tutmor”. Vi har allerede budt velkommen til Mette, som vi tror på bliver en fantastisk tilføjelse til klubben. Vi var så heldige og dygtige, at vi fik tildelt Odense Kommunes 2:1 pulje, så vi har kunne renovere køkkenet, som efter hvad jeg hører, har stået der i noget der ligner 40 år. Her skal der lyde en kæmpe tak til alle jer der har hjulpet igennem faserne af renoveringen. Det glæder mig overordentligt at se hvor mange der har lagt frivillige timer, og hvor mange der har sagt ja til at hjælpe når vi i bestyrelsen kom lidt til kort med vores håndværkerkundskaber. Vi håber at alle kommer til at nyde godt af alles indsats, og bruge en masse timer i hyggeligt lag i vores kantine.

Vi har i 2023 haft det højeste antal medlemmer over 60. Nemlig 31. Det tillægger jeg delvist vores enestående guldhold. Jeg er meget ydmyg omkring det faktum at vi passer den klub, som guldholdet været med til at skabe igennem mange år. Vi kan bruge de næste 30 år på at indhente den indsats i har lagt, og stadig være bagud på point. I er ildsjæle, som fortjener en kæmpe tak for jeres indsats. I hjælper til hvor I kan, og jeg bliver stadig forbløffet over hvad I kan. Det er jer der rydder op, når de unge ikke får lavet tingen færdigt. I kommer med forbedringsforslag, og ja i får bare ting til at ske. Det er ganske enkelt imponerende og vi kan ikke sætte ord på den taknemlighed vi har for at I er en del af Sanderum Boldklub. I er kulturbærere, og nogen vi alle ser op til. Tusind tak for jer, og jeres indsats.

Fodbold for hjertet kører videre, og sikke en fart I har fået på. Jeg har selv haft fornøjelsen til en træning, og den obligatoriske øl efterfølgende. Det er en fornøjelse at se jer i klubben, og se hvordan fodbold kan samle mennesker. I må helt klar været vores mest diverse hold. Tak for jer.

Nu er der snart fodbold på græs igen, og Hartvig vil igen kridte op, og hjælpe til med at passe området. Tak for din store indsats. Vi har fået ansat Jesper til at pussenusse om arealerne også. Så sæsonen kan bare komme an. Vi har oplevet og opnået en masse sammen i år 2023, og vi vil gerne videre i 2024. Vi har stadig planer om flere stævner, finde flere sponsorer, så holdene kan komme på ture mm. Renovere bygningerne yderligere osv. osv. Hertil skal vi dog bruge hjælp. Så jeg opfordrer alle der kan til at bruge lidt timer på en frivillig opgave i klubben, til at melde sig. Hver time tæller i det samlede regnskab. Vi mangler specielt folk til at stable arrangementer på benene, skaffe nye medlemmer og finde sponsorer. Vi tager imod al del hjælp man kan give, og vi i bestyrelsen vil støtte op om dig.

Tak til alle jer der i 2023 har været med til at drive og udvikle Sanderum Boldklub. Tak til bestyrelsen Arash, Flemming, Jacob, Michael, Nicolai, Søren og Tony. Tak til Carl-Emil og Nicklas, som forhåbentligt bliver valgt ind i bestyrelsen om lidt. Tak til jer alle for jeres hidtidige, nuværende og kommende indsats. Jeg er stolt over hvad vi har præsteret, selvom vi nogle gange føler, at vi træder vande, så har vi rykket klubben, og vi er slet ikke færdige. Tak for dialogerne, debatterne og grinene. Tak for denne gang til Nicolai der forlader bestyrelsen for at få mere tid til trænergerningen. Du er et godt menneske og har bidraget med en masse ungdommelig energi. Vi glæder os til, at du får tiden igen.

Tak til vores sponsorer, som hjælper os med at realisere de projekter, som klubbens økonomi ikke selv kan bære.

En speciel tak skal i år lyde til Michael Willumsen. Jeg tror ingen af os når dig til sokkeholderne målt på timer brugt på klubben. Du har taget dirigentstokken i forhold til køkkenet, som af gode grunde har krævet en del fokus. Samtidig blander du dig i alt muligt andet og har generelt ret svært ved at sige nej, selvom det måske ville være på sin plads. Din indsats er utrolig værdsat af alle, og vi er taknemmelige for at have dig i klubben.

Jeg vil slutte af med at sige tak til alle vores frivillige, vi er yderst taknemmelige for jeres fantastiske indsats i klubben. Tak til spillere og trænere. I er alle dem som gør Sanderum Boldklub til det fantastiske fællesskab, det er i dag. Vi glæder os til et fortsat godt samarbejde.        

Mvh

SB Formand Kristian Dybmose  

Luk