Særordning for aflysning af idrætsrejser

Tryg har udarbejdet en særordning for rejseforsikringen om aflysning af idrætsrejser til udlandet før den 1. juli. Tryg har valgt at give en særlig dækning via rejseforsikringen, hvis en forening har tilmeldt sig en aktivitet i udlandet til afholdelse inden 1.7.2020, og nu vil afmelde selvom aktiviteten ikke er aflyst.
Ordningen retter sig mod, at få betaling for allerede betalt depositum. Foreningen skal selvfølgelig nøje overveje, hvad der er klogest i situationen, og først have haft en drøftelse med den udenlandske arrangør.
Tryg skriver:
Grundet de mange aflysninger der i disse tider sker i idrættens verden, har vi gennemført et særligt tiltag over for forbund, klubber og foreninger, der har betalt et depositum til en event, og eventen endnu ikke er aflyst. Mange skal nu betale restbeløb, og kan ikke afbestille nu, da eventen ikke er aflyst. Det vil betyde, at man vil kunne risikere at miste stort beløb, hvis man ikke betaler restbeløbet.
Tryg har derfor lavet en særordning over for idrætten. Man kan få lov til at melde fra til eventen, og få sit depositum dækket på forsikringen.