Menu

SB s U15 Drenge Vandt Pokalfinalen 2019

24. juni 2019 kl. 20:19

DBU FYN U15  Drenge Pokalfinalen 2019

Tillykke til U15 Dr.  

Resultat

Sanderum Boldklub  2  -   OB  1

0-1 Oliver Roche (24.)
1-1 Hjalte Jacobsen (31.)
2-1 Tobias Egtved (40.)

Det var noget af en mundfuld, der ventede SB drengene, da OB kom med et dugfrisk Jysk-Fynsk mesterskab, hvor de efter at have vundet deres Liga 1 række suverænt slog Randes 1-0 i finalen. 
Den vikarierende SB coach Jimmy Andersen havde tydeligvis fået sat SB drengene godt op, og det viste sig hurtigt, at holdene stod godt til hinanden, og at det blev en lige og intens kamp. 
Sanderum var dominerende i 1. halvleg, hvor Kiile havde et stolpeskud efter et flot soloridt, ligesom Munch fik en basse underkendt for offside, hvor VAR ville have været på sin plads...  Alligevel var det OB, der kom på 1-0! Emil halvklarede et OB forsøg, hvorefter det lykkedes OBs dygtige tankcenterforward Roche at tackle riposten i mål. Kort forinden havde OB haft deres største chance i kampen, hvor den tidligere SB spiller Leonardo viste sublim teknik, da han i fuld galop med en flot førsteberøring tog en lang, høj bold, som blev spillet imellem SBs to midtstoppere, med sig,  hvorefter han i feltet fri for mål afsluttede snert forbi den ene opstander.
En hurtig SB omstilling godt 5 min. før halvleg  blev ureglementeret stoppet af Hjalte Gaarde, der helt korrekt fik det gule kort. SB fortsatte det flotte spil, holdt gejsten og fik meget fortjent udlignet få min. før pausen. Et højt indlæg fra højre side havnede hos Egtved, der efter et træk ind i banen koldt udplacerede OB keeperen. 
1-1 ved halvleg var et rimeligt resultat efter en lige halvleg, dog med en lille overvægt i spil og chancer til SB.
Kort ind i anden halvleg blev OB overspillet i deres højreside, og et hårdt fladt indlæg havnede midt for mål hos Hjalte Boulund, der umarkeret kunne trille bolden i kassen til 2-1.
Herefter trak SB sig helt naturligt en smule tilbage for at forsvare føringen. OB var derfor i anden halvleg mest på bolden, men havde svært ved at tackle det kompakte SB forsvar. OB forsøgte sig igen og igen med lange, høje bolde til deres tankcenterforward, men det forblev lige ved og næsten. SB var hele tiden farlige på kontra. Rømer overspurtede flere gange OB forsvaret og havde flere gode chancer. En enkelt gang var han blank foran mål, men OB keeperen tog sig af afslutningen.
De mange tilskuere nød en meget lige og spændende kamp, ikke mindst kampens dommer, der formentlig derfor fandt godt 6 tillægsminutter!  Det var dog ikke nok for OB, der for kun anden gang i sæsonen led et nederlag, hvorfor SB derfor helt fortjent kunne løfte pokalen.
Hjalte Bolund Jacobsen blev fortjent kåret som Kampens Pokalfighter.
STORT TILLYKKE til alle SB U15 drengene🏆

 

 

 

 

Luk